Ny i job: Første arbejdsdag for ny Coop-topchef
Det bliver af branchefolk kaldt det mest komplicerede direktørjob i hele dagligvarehandlen.
At skulle balancere 40.000 ansatte, brugsforeninger samt fire - tidligere syv til otte - dagligvarekæder og så samtidig generere et overskud.
Onsdag blev det så første dag i dén stilling for Coops nye topchef Thor Skov Jørgensen.
Thor Skov Jørgensen er da også selv klar over, at skjorteærmerne skal smøges op:
- Det bliver uden tvivl hårdt arbejde – vi får travlt - men jeg er overbevist om, at det samtidigt bliver både spændende, energigivende og meningsfuldt at være del af, hvis vi holder os målet for øje: At få genskabt et lønsomt Coop, med mange kunder som elsker at handle i vores butikker, skriver han i et LinkedIn-opslag om sin første arbejdsdag.
Første dag på jobbet kommer knap 14 dage efter, at det blev officielt, at den tidligere finansdirektør i OK skulle overtage posten.
Da nyheden kom ud havde Thor Skov allerede en klar idé om, hvordan den første tid på jobbet skulle foregå.
For når han første gang indfandt sig på Coops hovedkontor i Albertslund som den allerøverste ansvarlige i Coops direktion, havde han allerede gjort sig det klart, hvad hans første ærinder ville blive.
- Jeg skal møde alle mine nye kollegaer, og så skal jeg ud og besøge en masse butikker for at blive endnu klogere på Coop-kulturen og på de problemstillinger, der hersker i vores kæder og butikker. Men også hvad der går godt rundt omkring, fortalte Thor Skov Jørgensen i starten af juni.
Den nye Coop-direktør så dengang frem til at bidrage i Coop-regi med sin ledelsesstil og sine ledelseskompetencer.
- Man skal have alle ansatte til at gå i takt, og det er én af de kompetencer, jeg har og ser frem til at bruge. Man skal være både operationel, taktisk og strategisk på én gang. I et direktørjob i dagligvarebranchen skal man kunne alle tre ting på samme tid, siger han og understreger, at han har én klar mission for Coop:
- Vi skal genskabe Coop som et stærk, lokalt forankret og lønsom dagligvareforretning.
RetailNews har samlet alle artikler om de seneste Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.
Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.